Miljøpunkt Nørrebro

MILJØPUNKT NØRREBRO

http://miljoe-noerrebro.dk/

Miljøpunkt Nørrebro

Miljøpunkt Nørrebro arbejder for mere affaldssortering og ressourcegenanvendelse.
Har I spørgsmål vedrørende sortering og håndtering af affald, er I meget velkomne til at henvende Jer!

tirsdag den 23. december 2014

2020 - når affaldssortering bliver guld



Siden 2010 har Miljøpunkt Nørrebro kæmpet for affaldstakster i Københavns Kommune der belønner affaldssortering. Det år besluttede kommunen at omlægge deres takstsystem til et enstrenget gennemsnitssystem der ikke tog hensyn til det faktiske volumeforbrug på dagrenovation. Mange indslag på denne blog handlede i 2011 om dette.

Takstomlægningen dengang betød, at ejendomme og gårdlaug, der havde sorteret efter Nørrebro Affaldsmodel i mange år fik, i nogle tilfælde, voldsomme takststigninger. De mest ekstreme eksempler var GuldPetersMølle og Alderstrøst som begge fik stigninger på over 70 %.

Vi er derfor rigtig glade for, at Københavns Kommune har besluttet at gå den modsatte vej og genindføre en variabel volumeafgift. Så kan vi igen tale om affaldssortering som mere end et idealistisk projekt for miljøet og samfundets skyld.

Desværre har kommunen så langt mindre travlt med den nye omlægning end de havde i 2010. En lille del af affaldsregningen er fra i år allerede variabel. Men det bliver først skruet op fra 2016. Ialt 5 år vil kommunen bruge på denne omlægning som til sidst helt vil afskaffe den faste volumetakst.

Derfor kan vi først regne med at være tilbage på sporet i 2020. Det vil sige fulde 10 år efter det fæle svigt af genbrug og affaldssortering som kommunen begik på takstområdet.

Jeg slutter med et eksempel som kommunen selv giver på den fulde virkning i 2020 af den nye takstomlægning;

En ejendom med 33 husstande i 2015 vil med en ugentlig volume i dagrenovation på 7200 liter betale 987 kr. Med kun 4320 liter slipper de med 713 kr. I 2020 skal de betale henholdsvis 690 og 1151 kr. Forskellen mellem sortering og ikke - sortering vil altså vokse markant.